Tolkebegreber

Tolkebegreber er tit indforståede. I arbejdslivets forunderlige særuniverser slår vi alle om os med fagbegreber, som ingen andre helt forstår – eller som selv brugerne ligefrem misforstår. Ingen fag bruger fx så mange indforståede forkortelser som politiet, opdager man, når man tager på opgave for Europol. Det er helvedes forgård for udenforstående og kropumuligt at lære udenad. Men det er en hjælp og en genvej i arbejdet mellem kollegaerne.

Inden for tolkefaget er der et skel mellem de tolkebegreber, vi som fagfolk bruger – og det, som I som kunder og brugere kalder tingene. Der er tolkebegreber, vi bruger og forstår hinanden med, som slet ingen klokker ringer for jer. Der er andre tolkebegreber, som I forstår anderledes, end vi mener dem. Der er ord, I bruger, som vi ikke bruger på den måde.

Det er forskellen på ordenes hverdagsbrug og den faglige terminologi. Det åbner op for en fare for at tale forbi hinanden, når vi bruger tolkebegreber. Hvis vi vil respekteres af vores kollegaer, skal vi helst bruge tolkebegreber, I ikke forstår, og som måske ikke engang er dansk eller bare engelsk: konsekutiv, chuchotage, chef d'équipeliaisontolk. I de finere sfærer inden for tolkning var fransk fællessproget ... engang i en fjern fortid, som nostalgikerne hæger om også i brugen af tolkebegreber.

Klar kommunikation

Vi synes, det er vigtigere, at I som kunder og brugere forstår, hvad vi siger. Det er jo jer, vi skal kommunikere med for at løse opgaverne, så alle bliver glade. Derfor oversætter vi de franske tolkebegreber til danske tolkebegreber: hvisketolkning, holdchef, forbindelsestolk. Tolkebegreberne behøver jo ikke gøre vores virke mere mystisk, end det er.

Vi sikrer altid, at I er helt med på, hvad vi taler om, når I kontakter os. Alligevel får I her en ordbog over centrale tolkebegreber i vores univers. Den liste over tolkebegreber kan I læse, hvis I har lyst. Oversigten over tolkebegreber er godt at blive klog af på den opgave, I gerne vil have tolke til.

tolkebegreber

Tolkebegreber forklaret for kunder

ABC

AIIC-tolk: medlem af den internationale sammenslutning af konferencetolke. Repræsenterer fagets verdenselite med meget høje tolkestandarder og etiske regelsæt, som tenderer brødnid og monopoldannelse, komplet med hemmelige faste priser. I AIIC-universet er der kollegiale forventninger om en væremåde, der forekommer danskere flest at være lige lovligt snobbet og distanceret, men som reelt handler om frygten for at mænge sig ubehørigt med de delegerede. Tolkene.dk hyrer gerne AIIC-tolke, for de er knalddygtige.

Autoriseret tolk: fremmedord for "godkendt tolk" – men godkendt i hvad? Det kan I med fordel spørge dem, om der bruger begrebet. Det gør nogle bureauer til at fjerne opmærksomheden fra, at det helt afgørende hos en tolk er, at tolken er uddannet som tolk. Man skal ikke have nogen særlig autorisation for at være jeres tolk.

Børnetolk: det ekstremt uetiske fænomen, hvor brugeren er nødt til at bruge sit mindreårige barn som tolk. Den situation er det institutionernes opgave at foregribe ved at bestille professionel tolk.

Chef d'équipe: holdchef for alle tolkene under en konkret opgave. Det er holdchefen og kun holdchefen, som kunder, brugere og lydteknikere kan henvende sig til i dagens løb under en opgave. Og helst kun før start og i pauser, medmindre det ikke kan vente. For holdchefen tolker lige så intensivt som de andre tolke. Jeres tolkeansvarlige bør sætte sig i kontakt med holdchefen, før mødet går i gang. Holdchefen vil også forsøge at finde jer i virvarret af mennesker kort før start.

Chuchotage: hvisketolkning. Stille tolkning i det åbne rum uden kabine.

DEF

Dialogtolk: tovejs: tolker frem og tilbage mellem to sprog for to parter, ofte i den fremmedsprogede borgers møde med staten (enten ordensmagten, udlændingemyndighederne eller velfærdssystemet).

Dygtig tolk: Nogle af jer googler optimistisk på disse søgeord. Men enhver kan jo påstå dygtighed. Jeres garanti for at få en dygtig tolk ud er at hyre en tolk, der er uddannet som tolk. Rigtigt uddannet som konferencetolk eller translatør. Den bedste måde at hyre en uddannet tolk er at sætte penge nok af til opgaven – og bruge en tolkeformidler, der garanterer jer at sende uddannet tolk i de sprog, hvor der findes uddannede tolke i Danmark.

EMCI: European Master in Conference Interpreting. Tidligere udbudt på Copenhagen Business School (2010, 2004) og senest på Århus Universitet (2019). Udbydes med mange års mellemrum. I Danmark er det en etårig masteruddannelse, som forudsætter, at man i forvejen har en kandidatuddannelse (i hvad som helst). Ude i Europa er det en toårig masteruddannelse, som forudsætter en bacheloruddannelse og fungerer som en kandidateksamen. Det er en meget krævende uddannelse, som kræver tæft for faget. Adgangseksamen består i en tolketest og paratviden om de lande, hvis sprog tolken vil arbejde med. Tolkene.dk hyrer gerne EMCI-tolke, for de er rigtige konferencetolke. Bestået uddannelse er et kvalitetsstempel.

EU-tolk: har bestået en hylende svær adgangseksamen og tolker ved EU-institutionerne som fastansat eller eller fast tilknyttet freelancer. Vi formidler også EU-tolke til jer. Tolkeformidleren er selv EU-tolk med opgaver for EU-rådet.

Flygtningetolk: tolker i Flygtningenævnet og i Sandholmlejren for Udlændingestyrelsen og politiet.

Forberedelse: Al krævende tolkning kræver forberedelse på emne og terminologi. Vi har derfor brug for at modtage slides og mødedokumenter og talenoter på forhånd fra jer. Hvis en taler vil læse sin tekst højt ord for ord, skal vi have talen udleveret på skrift eller mail (og det er en håbløs kommunikationsform og meget dårligt egnet til tolkning, men det er talerens frie valg)

Force majeure: når tolkningen hindres af grunde, der ikke er tolkenes og bureauets skyld. I de situationer betaler I stadig for opgaven og alle udgifter til den. Det kan fx være lukning af grænserne og aflysning af en konference under en pandemi som i 2020. Det kan være aflyste fly og forsinkede tog – og for at undgå, at det sker, rejser konferencetolke i meget godt tid. Det kan give anledning til rejsedage.

Fortrolighed: Vores mund er lukket med syv segl. Det, som vores øjne ser, og vores ører hører, i forbindelse med opgaver for jer, forbliver mellem os, hvis det ikke er offentligt tilgængeligt (som fx et borgermøde). Det gælder naturligvis også vores adgang til jeres dokumenter.

Fortæring: Husk at fodre tolkene og ikke mindst teknikeren, som ofte har været oppe siden midt om natten for at gøre kabinen klar til jeres opgave. Tolkenes egne udlæg til mad bliver viderefaktureret til jer separat. Teknikerens udlæg indgår derimod i teknikprisen.

Fremmedsprog: andre sprog end ens modersmål. Engelsk er et fremmedsprog for de fleste tolke i Danmark. Hvis I bestiller fx kinesisk eller arabisk tolk, kan I ikke bare gå ud fra, at tolken kan tolke mellem det fremmedsprog og så fremmedsproget engelsk. Spørg os! Og overvej, om jeres engelsk nu også er så godt, som I selv synes, at det er. Vil jeres talere ikke kunne udtrykke sig bedre på dansk? Når der nu alligevel er tolkning på.

Fremmøde: Konferencetolke møder frem cirka en halv time før mødestart. Dialogtolke skal bare være der til tiden – men det skal de til gengæld også! Husk at lukke dem ind: Det er koldt at stå uden for kommunen i frostvejr, når man kommer i god tid om morgenen.

GHI

Godkendt tolk: godkendt i hvad? Begrebet er fuldkommen indholdsløst, medmindre det bureau eller den tolk, der bruger det, forklarer, hvad det er for en godkendelse – og hvor der er noget krav om den.

Headset: 1) publikums høretelefoner 2) hvisketolkenes håndfrie mikrofon

Inhabil: uegnet. Hvis man er bedstevenner eller ærkefjender, kærester eller i familie med en part, må man ikke være tolk for dem. Det samme gælder, hvis man har en økonomisk eller anden interesse i udfaldet. Princippet om inhabilitet skal sikre, at oversættelsen er ren og ikke bliver farvet af tolkens mulige egeninteresse. Det sker ud fra princippet om for en sikkerheds skyld ikke at binde an med nogen, der kunne tænkes at lade deres egeninteresse påvirke arbejdet.

Det er en vigtig forskel mellem professionel tolk og privat tolk. Vær opmærksom på, at hvis brugeren selv skal tage tolk med, er tolken reelt inhabil: alt for involveret og ikke neutral. Det er påvist (og indlysende), at en kvinde, der er nødt til at bruge sin mand som tolk hos lægen, ikke fører en fri samtale med lægen og ikke nødvendigvis får alle informationer. Brug af mindreårige som tolke bør undgås af etiske grunde. Engang imellem indføres fra politisk hold en vanvittig norm om, at brugerne selv skal skaffe tolk. Det er noget frygteligt rod, som vi som bureau dårligt tør binde an med. Rigtige tolke bliver hyret af den professionelle part.

JKL

Kabine: 1) den fysiske tolkekabine med glasruder, som tolkene sidder i under simultantolkning og ligner frosne fisk i et akvarium. 2) "Dansk kabine" betyder enten dagens tolkehold til dansk – eller alle dansksprogede konferencetolke i universet.

Konferencetolk: som regel uddannet EMCI eller translatør med speciale i tolkning. Fungerer som tolk i professionelle sammenhænge.

Konsekutivtolk: tolker efter, at taleren har talt. Det kan være en hel tale til en konference – eller det kan ske undervejs fx i en undervisningssession.

Kundeklausul: altid huske, aldrig glemme. Gå igennem os, hvis I gerne vil have den samme tolk ud igen. Vores tolke er bundne af en klausul om ikke sidenhen at arbejde direkte for jer uden om os. Det sikrer bæredygtigheden af vores formidlingsarbejde.

Kørekortstolk: skal stå på politiets liste over tolke og dokumentere det (ingen ved helt hvordan, da polititolkene ikke får udstedt kort andre steder end i Sandholmlejren). Skal medbringe pas.

Liaisontolk: forbindelsestolk ved dialog mellem to parter på højt niveau, fx ved et møde mellem to ministre fra hvert sit land

MNO

Modersmål: ens stærkeste sprog, som ligger én nærmest (det ses ved, at det er på det sprog, at man spontant tæller og beder). Det er ofte, men ikke nødvendigvis det sprog, ens mor selv har som modersmål.

Ophold: Hvis konferencetolkene ikke bor dør om dør med opgaven, vil der være brug for at installere dem på hotel natten før. Det samme gælder, hvis opgaven slutter så sent, eller ligger så langt fra alfarvej, at de ikke kan nå hjem i fornuftig tid samme dag

Oversættelse: i smal betydning dækker det kun skriftlig oversættelse. I bred betydning dækker det også tolkning.

PQR

Pause: Alle ved, hvad en pause er. Eller måske alligevel ikke? I pausen har tolkene helt fri. Og tolke har brug for pause oftere end dem, der lytter til dem – men også tolkebrugere har brug for flere pauser, end hvis alle i rummet talte samme sprog. Tolkning trætter hele vejen rundt. Og når en tolk beder om pause, er det nu med det samme, at tolken skal have pause – ikke liiiige om lidt.

Polititolk: Rigspolitiet står for den liste over tosprogede tolke og enkelte uddannede tolke, som er godkendt til at arbejde for alle instanser i retsvæsnet: domstole, politi, kriminalforsorg, retsmedicinsk, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Det er ikke i sig selv noget særligt kvalitetsstempel at stå på listen, men det kan hurtigt give megen erfaring i dialogtolkning.

Printkopi: Giv før mødets start hver af tolkene en trykt og fuldt aktualiseret version af alle mødedokumenter og slides.

Professionel tolk: Professionel er i princippet enhver, der tager penge for sit arbejde. Det lyder så fint, men er reelt helt indholdstomt som beskrivelse af en tolk, der kan hyres for penge. Flere bureauer bruger termen til at komme uden om det triste forhold, at de betaler deres tolke så dårligt, at de kun kan sende jer ikke-uddannede tolke.

Rejsedag: når tolkene er nødt til at rejse hen til opgaven dagen før eller hjem dagen efter

Returtolkning: tilbage den anden vej væk fra tolkens modersmål. Bruges fx i setups med mange tolkekabiner, hvor der så er et fælles omdrejningssprog, der kan være engelsk. (I EU er der flere retursprog på en gang, men det sker sjældent på det private marked, som I tilhører.)

RI: remote interpreting = fjerntolkning

RSI: remote simultaneous interpreting = simultan fjerntolkning

S

Simultantolk: tolker samtidig med, at taleren taler

Skriftlig tolk: en oversætter, der arbejder med skreven tekst. Dette misfoster af en term er opstået, fordi Rigspolitiet på hele retsvæsnets vegne fører arkiv over sprogfolk, der tolker – men af og til også oversætter skriftligt for eksempelvis anklagemyndigheden.

SL: source language = kildesproget. Det sprog, vi oversætter eller tolker fra.

Socialmedicinsk tolk: tolker på det sociale og det medicinske område. Det regnes for nemt arbejde og betales utroligt dårligt via udbud til håbløse bureauer. Reelt er det krævende og belastende arbejde: Der er menneskeskæbner på spil, der bliver talt om anatomi og alverdens sygdomme, og tolkens tilstedeværelse skal helst ikke bemærkes, hvilket er en umulighed.

Solotolk: en tolk, der er på opgave alene. Som tolk mellem professionelle dur det kun til korte opgaver.

Sprogfordeling: i tovejs tolkninger skal der tit tolkes meget mere den ene vej end den anden. Fx fra taleren til publikum og kun enkelte spørgsmål den anden vej. Det er vigtigt at afklare på forhånd, så I får den helt rigtige tolk ud. Ikke alle tolke tolker begge veje.

Sprogmagister: filolog, altså uddannet i sprog og litteratur. Konkret cand.mag. i et eller to fremmedsprog (egentlig er termen vores opfindelse, da filologi sjældent bruges på dansk, og kandidattitlen ikke er kendt af alle).

Sprogretning: konferencetolkning bestiller man ofte til én sprogretning: fra kildesproget til målsproget. Hvis tolken skal kunne tolke retur den anden vej, skal I gøre opmærksom på det.

Støttenoter: noter til eget brug taget under tolkningen til støtte for hukommelsen. Især tal og egennavne er vigtige at notere. Nogle kunder er utrygge ved disse fysiske udtryk for indholdet af mødet. Reelt er vores noter ulæselige forkortelser og selvopfundne symboler. Hvis det gør jer tryggere, kan vi sagtens efterlade noterne hos jer.

T

Terminologijeres fagsprog eller interne firmajargon. Den er vi nødt til at forberede os på for at løfte opgaven. Det gør vi ved, at I i god tid sender os relevante mødedokumenter og dybe links.

TL: target language = målsproget: det sprog, vi oversætter eller tolker til.

Tolkebruger: lytterne. Dem i rummet, som har brug for at få oversat, hvad andre i rummet siger.

Tolkeformidling: vores rolle som bureau. Vi har et arkiv over dygtige tolke, som vi booker til jeres opgave, når I har bestilt den hos os. Jeres bestilling er bindende, og vi skal have den på skrift fra jer for at kunne gå i gang med at kontakte tolkene. Ellers risikerer vi som formidlere at arbejde gratis og bede tolke afsætte tid til en opgave, der ikke er sikker.

Tolketeam: tolkehold, som skiftes til at tolke. Det gør vi, fordi tolkning er så krævende en mental proces, at det kun er muligt at simultantolke i en halv time eller tre kvarter i træk. Et tolketeam betyder også, at I ikke behøver holde så mange pauser. På det private marked (dvs. hos jer) består holdet af to tolke. I EU-institutionerne er man tre. I andre internationale organisationer sågar fire.

Tolkemodus: tolkeform. Altså samtidigt eller efterfølgende, i kabine eller "hvisket".

Tolk: mundtlig oversætter

Translatør: skarpt uddannet i juridisk oversættelse. De er mest skolede i skriftlig oversættelse, men nogle arbejder også mundtligt. Enkelte fungerer sågar som konferencetolke, der er den mest krævende tolkedisciplin. Translatørerne havde førhen et monopol i form af en særlig statsautorisering. Det monopol blev fjernet i et misforstået forsøg på liberalisering af alt i universet. Det har kastet Danmark ud i kaos på området for officielle oversættelser af dokumenter. Vi holder os opdaterede om udviklingen af bøvlede lappeløsninger via ambassader og notarer og ministerier, som sikrer, at man stadig kan få officiel godkendelse af en oversættelse af et dokument til eller fra dansk.

Transporttid for dialogtolke: Dialogtolke bookes per time. De bruger ofte mere tid på at nå frem til en opgave og hjem igen end på at løse den. Det opkræver andre bureauer timepris for – og hertil kommer dækning af tolkens udgift til transport: kørselspenge eller billet. Vi har i stedet valgt at tage et fast beløb på 30 kr. eksk. moms per kilometer, dialogtolken skal tilbagelægge. Beløbet dækker både tid og udgift og sikrer jer imod uventede udgifter grundet fx trafikpropper.

Transporttid for konferencetolke: Konferencetolke bookes per dag. De skal ikke have penge for transporttid samme dag – ikke engang hvis de skal rejse tværs over landet (så dækker I kun deres udgift). Vi opkræver kun ekstra ved rejsedage før eller efter opgaven. Vi er så sjælden en art, at vi ofte ikke bor dør om dør med opgaverne, som kan finde sted hvor som helst. Derfor er en times tolkning ikke bare en times arbejde: I prisen indgår vores formidling og tolkens forberedelse, transporttid, fremmøde i god tid og selve tolketiden. Der er en hel dags arbejde i selv den korteste konferencetolkning. Der er to dages arbejde i en dagslang konferencetolkning.

Transportudlæg: Konferencetolke flyver flex med fasttrack. Vi rejser på 1. klasse og med taxa det sidste stykke. Det er en forudsætning for at nå det hele og være udhvilede til opgaverne. Transporten ud og hjem bliver I opkrævet særskilt.

Tæppehandler: fagslang for bureauer med flot staffage, som lokker med billige priser og ikke stiller krav til arbejdsforholdene – og som sender revl og krat ud som tolk.

Og det var vel egentlig det. Med de begreber på plads har du et overblik over tolkefagets særsprog. Sig til, hvis der er ord, vi har glemt at fortælle om.