Vi mødte engang frem til en kursustolkning om kransikkerhed på engelsk. Det viste sig, at alle kursusdeltagerne var portugisere, som knap kunne engelsk. Så skiftede tolken som en akut nødløsning til sit andet fremmedsprog: spansk. Naturligvis efter aftale med brugerne og underviseren.
Så kunne kursisterne i det mindste forstå tolken, selv om tolken ikke kunne forstå kursisterne. Tolken måtte have deres spørgsmål oversat af den eneste engelskkyndige iblandt dem. Og tolken havde jo ikke haft lejlighed til at forberede sig på den meget specifikke terminologi på spansk.
En anden gang mødte vi frem til engelsk tolkning samme sted til en sal fuld af rumænske bygningsarbejdere. De kunne heller ikke engelsk. Så måtte vi sætte den eneste engelskkyndige blandt dem til at oversætte videre stykke for stykke. Han svor, at aldrig havde han været på så hårdt arbejde. Han længtes efter at komme tilbage til de fysiske strabadser.
En anden flokfuld rumænere måtte finde sig i italiensk tolk. For det var, hvad der var blevet bestilt.
Disse nødløsninger kunne være undgået ved at bestille tolk i det rigtige sprog. Det gør man ved at kere sig om, hvem tolkebrugerne er, og hvad de kan og ikke kan. Det er ikke nok, at tolkebrugerne siger, at de kan engelsk. I det her tilfælde havde de en strukturel grund til ikke at turde indrømme, at de ikke mestrede det. Frygt er dårlig for frie informationsstrømme.
