Hvorfor skal vi sende jer mødedokumenterne?

Vi skal bruge mødedokumenterne på forhånd, så vi kan blive så dygtige til lige netop jeres felt og jeres møde. Vi specialiserer os helt uden beregning i det, som I skal tale om.
Det kræver blot, at I sender os dagsorden og deltagerliste – og trækker talenoter, slides, manuskripter ud af talerne i god tid. Det er jeres opgave. Det er jeres helt gratis bidrag til at sikre god mødetolkning.
Vi vil også gerne have baggrundsmateriale, dybe links og referat fra forrige møde. Alt, hvad I finder relevant, vil vi gerne se. I skal ikke være bange for at sende os for meget. Det skal bare være relevant. Jo mere målrettet, jo bedre.

Hvad kan vi selv gøre for at sikre god tolkning?

En god tolkekunde sikrer de arbejdsforhold, som er nødvendige, for at tolkene kan gøre deres arbejde. Så klarer tolkene resten.
En dårlig tolkekunde gør det svært eller ligefrem umuligt for tolkene at gøre deres arbejde. Det kan være arrangøren, som ikke vil leje en tolkekabine eller betale for et tolkehold.
Det kan være taleren, som taler engelsk uden at mestre sproget så godt som sit modersmål. Og taleren, som remser tal op uden sans for, at det er umuligt at følge med i for publikum og tolke. Det kan være taleren, der læser op i fuld fart fra et manuskript uden at udlevere det til tolkene. Det er i forvejen en meget dårlig kommunikationsform. Eller taleren som springer rundt i det manuskript, tolkene har at holde sig til.
Vi vil gerne gøre et godt stykke arbejde. Hjælp os med at hjælpe jer.

Det er der da aldrig nogen, der har bedt om før?

Er der virkelig ikke? Har ingen fortalt jer om fordelene ved at bruge tolkekabine, når tolkningen ikke foregår mobilt? Har ingen fortalt jer, at simultantolke skal afløses hver halve time?
Det burde de have fortalt jer. Men måske vidste de det heller ikke selv. Og så har I virkelig haft fat i bunden af branchen.
I Spanien, hvor vi også tolker, tør bureauerne ikke stille krav til kunderne. Bureauerne er bange for at gå glip af opgaver og ser måske kunderne som chefer, man ikke må sige imod. Resultatet er kaos.
Som tolk møder man frem uden at vide, hvad man skal tolke om. Selv sprogene kan man få oplyst forkert af bureauet, når autoritetstroen vinder over fornuften. Man må som tolk hele tiden slukke ildebrande og finde på kreative nødløsninger for at få det hele til at fungere.
Sådan skal det ikke være. Det er bureauets opgave at få kunden til at forstå, hvad det kræver at få en god tolkeoplevelse.

Tolken skal da vel bare tolke?

Det lyder så besnærende rigtigt, men er faktisk helt forkert. Hvis I gerne var fri for tolkens menneskelige evner og intelligens, kunne I jo bare bruge en maskine til opgaven.
I betaler netop for, at tolken er i stand til at tænke selv og træffe lynsnare valg i svære situationer. I betaler for, at tolken har erfaring at trække på, som kommer jer til gode.
Det er tolken, der bedst ved, hvad der skal til, for at tolkningen fungerer. Derfor er det altid en god idé at følge tolkens opfordringer. Ikke for tolkens skyld, men for at vi kan levere det produkt, I har købt i dyre domme.

Hvad forventer I af os?

Vi elsker et godt samarbejde. Vi kan godt lide kunder, der respekterer vores arbejde og vores faglighed. Vi synes, det er rart med kunder, som godt vil leje det nødvendige udstyr. Vi kan godt lide kunder, som vil betale, hvad det koster, uden at slå sig i tøjret.

Hvordan kan I tolke om alt mellem himmel og jord?

Fordi konferencetolke er verdenseliten blandt sprogarbejdere. Og fordi vi forbereder os grundigt på hver eneste opgave. Vi gør os til eksperter i lige netop det, I er optagne af og skal tale om på jeres møde. Vi har så meget erfaring på så mange felter, at det næppe heller er helt nyt for os, det som I skal tale om.

Hvorfor er I så ufleksible?

Det er vi faktisk heller ikke. Vi gør alt for at tilpasse os jeres behov – så længe det ikke hindrer os i at give jer en god vare. En del af vores opgave består i at redde jer fra jer selv, så I ikke står med en vare, der ikke dur. Det ville jo være katastrofalt.