Vi vil gerne arrangere lydteknikken for jer på forhånd, når I bestiller tolk hos os. Vi booker gerne både kabine og hvisketolkeanlæg for jer. Det gør vi hos vores faste samarbejdspartner Teletech. Vi indhenter et tilbud til jer – og så indgår I en aftale direkte med dem. Prisen på udstyret er ikke indeholdt i prisen på tolkene.
Det er en god idé at overlade valget af udstyr til os. Vi er nemlig eksperter i, hvad vi har brug for for at levere varen. Og teknikfirmaet giver jer altid en god pris gennem os.
Kategori: Tolkeudstyr
Hvad er forskellen på en simultantolk og en konsekutivtolk?
En t0lk kan arbejde på forskellige måder. En simultantolk oversætter, mens taleren taler. Vi lægger os lige i halen af taleren og halser efter ham over stok og sten. Konferencetolkning og fjerntolkning er som regel simultan. Kabinetolkning og hvisketolkning er altid simultan. Det kræver teknisk udstyr at simultantolke, medmindre man kun hvisketolker til en enkelt bruger eller to og sidder skråt bag dem.
En konsekutivtolk oversætter, når taleren tier. Det kan enten være efter hver sætning eller korte talebidder: Det gør vi fx i kursustolkning. Og ved domstolene, når det er den anklagede eller vidnet, der taler til salen (når det er den anden vej, bør tolken kunne hvisketolke simultant). Eller for socialforvaltning og sundhedsvæsen.
Det kan også være, når hele talen er færdig. Vi tager støttenoter undervejs og kan godt reproducere ti minutters talestrøm. I kan få noterne bagefter, hvis I er utrygge ved, at de forlader jeres område.
Vi tolker gerne konsekutivt ved konferencer. Men det er ekstremt sjældent, at kunderne vælger den form. Den tager selvsagt dobbelt så lang tid. Til gengæld kræver den intet særligt udstyr: Vi overtager bare talerens mikrofon.
Hvorfor vil I have en tolkekabine?
For at kunne gøre et godt stykke arbejde for jer.
Når vi sidder i en kabine, sætter vi høretelefonerne på skrå. Så får vi talerens tale ind ad det ene øre. Imens kan vi høre os selv tolke i det andet øre. På den måde kan vi skelne bedre, end hvis vi sidder ude i lokalet, hvor input og output blandet sammen.
I kabinen kan vi også afløse hinanden uden først at skulle vikle mikronens headset ud af hår og briller, ørenringe og tørklæde. Der er ikke et sekund at spilde, når man simultantolker.
Tit kan kabinemakkeren også hjælpe undervejs. Den tolk, der ikke er i gang med at tolke, har tid til at slå ord op eller tjekke ting i det materiale, I har udleveret til os. Den hjælp fungerer ikke ude i det åbne rum.
I kabinen bliver vi ikke forstyrret af, at ethvert publikum småsnakker med hinanden. Og vi generer ikke den del af publikum, der ikke har brug for tolkning. For kun vores brugere i salen kan høre os. De lytter til os i deres egne headsets med høretelefoner.
Hvorfor har tolkene ikke ansvar for teknikken?
Vi booker gerne udstyret for jer. Men vi vil ikke have ansvar for udstyret undervejs.
Somos de letras: Vi er sprogfolk, ikke teknikere. Og vi har rigeligt at se til med tolkningen. Vi er brugere af udstyret – ikke reparatører. Hvis udstyret går i udu, og der ikke er en tekniker til stede – så bryder tolkningen sammen.
Derfor skal der altid sidde en tekniker i lokalet, når vi tolker i kabine. Og I skal udpege en superbruger med ansvar for teknikken, hvis vi hvisketolker med hvisketolkeanlæg.
Hvorfor kan I ikke hvisketolke klos op ad publikum?
Fordi publikums snak forstyrrer os, og vores tolkning forstyrrer publikum. Når publikum giver sig til at tysse på os og gøre fagter, har vi misèren. For så mister vi koncentrationen, og tolkningen bryder sammen.
Det, som I sparer i meter, mister I ved produktet. Er lokalet for lille til at placere hvisketolkene på afstand af publikum – så har I valgt for lille et lokale.
Kan I ikke bare bruge en håndholdt mikrofon?
Uha nej. For så kan vi ikke tage noter – og tolkning er mere skriftligt, end det ser ud. Vi noterer fx tal, forkortelser og nøgleord ned, mens vi lytter. Det gør vi, fordi tal er svære at holde klare i erindringen og overføre korrekt. Og noter er en god måde at frisætte hukommelse undervejs.
Og så er det heller ikke ret sjovt at holde sådan en tung tingest i timevis og stå og ligne en krydsning mellem en pornomodel og en rockstjerne.
Det er vigtigt at specificere ved bestilling af tolkeudstyr til hvisketolkning, at tolkenes mikrofon skal sidde i et håndfrit headset.
Hvad kan vi selv gøre for at sikre god tolkning?
En god tolkekunde sikrer de arbejdsforhold, som er nødvendige, for at tolkene kan gøre deres arbejde. Så klarer tolkene resten.
En dårlig tolkekunde gør det svært eller ligefrem umuligt for tolkene at gøre deres arbejde. Det kan være arrangøren, som ikke vil leje en tolkekabine eller betale for et tolkehold.
Det kan være taleren, som taler engelsk uden at mestre sproget så godt som sit modersmål. Og taleren, som remser tal op uden sans for, at det er umuligt at følge med i for publikum og tolke. Det kan være taleren, der læser op i fuld fart fra et manuskript uden at udlevere det til tolkene. Det er i forvejen en meget dårlig kommunikationsform. Eller taleren som springer rundt i det manuskript, tolkene har at holde sig til.
Vi vil gerne gøre et godt stykke arbejde. Hjælp os med at hjælpe jer.
Det er der da aldrig nogen, der har bedt om før?
Er der virkelig ikke? Har ingen fortalt jer om fordelene ved at bruge tolkekabine, når tolkningen ikke foregår mobilt? Har ingen fortalt jer, at simultantolke skal afløses hver halve time?
Det burde de have fortalt jer. Men måske vidste de det heller ikke selv. Og så har I virkelig haft fat i bunden af branchen.
I Spanien, hvor vi også tolker, tør bureauerne ikke stille krav til kunderne. Bureauerne er bange for at gå glip af opgaver og ser måske kunderne som chefer, man ikke må sige imod. Resultatet er kaos.
Som tolk møder man frem uden at vide, hvad man skal tolke om. Selv sprogene kan man få oplyst forkert af bureauet, når autoritetstroen vinder over fornuften. Man må som tolk hele tiden slukke ildebrande og finde på kreative nødløsninger for at få det hele til at fungere.
Sådan skal det ikke være. Det er bureauets opgave at få kunden til at forstå, hvad det kræver at få en god tolkeoplevelse.
Hvad forventer I af os?
Vi elsker et godt samarbejde. Vi kan godt lide kunder, der respekterer vores arbejde og vores faglighed. Vi synes, det er rart med kunder, som godt vil leje det nødvendige udstyr. Vi kan godt lide kunder, som vil betale, hvad det koster, uden at slå sig i tøjret.
Hvorfor er I så ufleksible?
Det er vi faktisk heller ikke. Vi gør alt for at tilpasse os jeres behov – så længe det ikke hindrer os i at give jer en god vare. En del af vores opgave består i at redde jer fra jer selv, så I ikke står med en vare, der ikke dur. Det ville jo være katastrofalt.