Hvad er forskellen på konferencetolk og dialogtolk?

Konferencetolk og dialogtolk tolker i forskellige typer møder, hvor mennesker vil kommunikere med hinanden, men ikke taler samme sprog. En tolk kan nemlig bruges i alle mulige meget forskellige situationer.

Én måde at opdele tolketypen på er efter mødetypen. (Andre måder er efter tolkform: simultantolk versus konsekutiv tolk | efter tolkeudstyr: kabinetolk versus hvisketolk | efter placering: fremmødetolk, teletolk per telefon eller fjerntolk online.)

Hvem tolker hvad?

Enhver konferencetolk kan også fungere som dialogtolk – forudsat at denne tolk arbejder retur og er villig til at arbejde til de lave priser og under de ringe forhold, som en dialogtolk ofte arbejder under for politi og domstole, socialsystem og sundhedsvæsen.

Men langt fra enhver dialogtolk kan arbejde som konferencetolk. Det er de simpelthen ikke uddannet til og ikke testet i. I bør sikre jer, at I bestiller jeres konferencetolk hos et bureau, der ikke bare sender jer en dialogtolk uden relevant tolkeuddannelse.

Mangt et tolkebureau med socialtolke vil gerne med i førsteligaen og formidle til konferencer – men hverken bureauerne eller deres tolke ved, hvad de laver. I har brug for et tolkebureau med primært fokus på konferencetolkning. Det har Tolkene.dk – og vores tolkeformidler er selv konferencetolk og ved, hvad der skal til.

Obsbadibs om ægte konferencetolk

I tjekker, om der er tale om en ægte konferencetolk, ved at spørge til tolkens universitetsuddannelse og være opmærksomme på, at et tolkekursus på en professionshøjskole er ikke en videregående tolkeuddannelse.

Der findes tolkekurser, der oplærer dialogtolke i nogle af de fagområder, de tolker på: social og sundhed (men ikke i politi- og retsområdet, som også bruger dialogtolke). Det har intet at gøre med at kunne mestre en konferencedag.

En konferencetolk bør have en European Master in Conference Interpreting (EMCI) fra CBS eller en Master i KonferenceTolkning (MKT) fra Aarhus Universitet.

Vær desuden obs på, om bureauet overhovedet har forstand på opsætning af konferencetolkning. Hvis bureauet er ligeglad med tolkeforholdene og gerne lader en enkelt tolk klare, hvad der egentlig kræver et hold med to tolke til at skiftes – så har I fat i det forkerte bureau. Og så går mødet op i hat og briller.

Konferencetolk: tolkeretning

En vigtig forskel er også, at en konferencetolk kun tolker den ene vej, medmindre kunden også bestiller returtolkning. En konferencetolk kan have passive sprog som kildesprog, der tolkes fra men ikke til. Derfor vælger vi konferencetolk til jer ud fra, om I skal bruge tolkning begge veje eller kun den ene vej.

En konferencetolk har A-sprog: modersmål, som er tolkens primære målsprog. B-sprog: aktivt målsprog er det eller de sprog, som denne konferencetolk også tolker til. Niveauet er næsten lige så højt som et modersmål. C-sprog: passive kildesprog, som en konferencetolk kun tolker fra og ikke til.

Dialogtolk: returtolkning 1:1

En dialogtolk tolker begge veje mellem de to sprog. Derfor er der dialogtolke, der har et stærkere aktivt sprog som målsprog, end konferencetolke der kun har sproget som såkaldt C-sprog.

Det gælder eksempelvis tosprogede tolke, der er vokset op i Danmark med forældre fra andre lande. Mange dialogtolke er efterkommere af indvandrere. Eller de er selv kommet til Danmark som flygtningebørn. Derfor taler nogle af dem med accent, mens andres dansk er umuligt at skelne fra en indfødt danskers.

En translatør, der fungerer som tolk, arbejder til tider både som konferencetolk og dialogtolk. En translatør arbejder retur mellem sit modersmål og det sprog, som denne translatør er uddannet i.

Translatør til sager om erhvervsret

En uddannet translatør har skriftligt rets- og erhvervsstof som speciale. En translatør er meget mindre udlært i tolkning end en konferencetolk med en master i konferencetolkning. En translatør kan have trænet sig selv op til at tolke – altså oversætte mundtligt.

Tolkene.dk bruger især translatør til at oversætte kontrakter og tolke erhvervsret, hvor de er helt oplagte. Enkelte af dem er også dygtige konferencetolke.

Konferencetolk til møde med fagfolk

En konferencetolk oversætter ved store møder og kongresser mellem fagfolk. Det sker for det meste som simultantolk – altså i realtid, mens talerne taler. Derfor kalder mange os for simultantolk, når de mener konferencetolk. Men simultantolkning er bare tolkeformen, mens konferencetolkning foregår ved en bestemt mødetype.

Det kan foregå som fjerntolkning, hvis tolken ikke er fysisk til stede ved mødet. Måske foregår selve mødet endda digitalt. Fjerntolkning har mange navne og forkortelser: Distance Interpretation (DI), Remote Interpretation (RI), Remote Simultaneous Interpretation (RSI).

Dialogtolk til møde med borger

En dialogtolk oversætter begge veje i små sammenhænge – ofte dér, hvor borgeren møder staten. Det kan være på jobcenteret eller hele vejen op igennem en børnesag: fra Borgercenter Børn og Unge (BBU)  over Børn- og Ungeudvalget (BUU) til Ankestyrelsen og videre til familiedomstolene, måske med en tur om et Familieretshus.

Idealet for den slags tolkning er, at tolken hvisketolker simultant til borgeren, når øvrigheden taler (det kræver, at tolken mestrer simultantolkning, hvad ikke alle dialogtolke gør). Tolken oversætteren derimod borgerens ord konsekutivt små bidder ad gangen, når borgeren får ordet.

Hensynet til borger

Noget andet er så, at lige netop borger kan have svært ved at følge med i simultantolkning – især når den foregår uden udstyr. Det er borger, der er i klemme, og borger, der næppe er vant til at sidde i møder hele dagen og da slet ikke med tolkning.

Det er meget forvirrende at lytte til to talestrømme på én gang. Det kan løses med et hvisketolkeanlæg. Eller ved at tolken også oversætter konsekutivt fra sagsbehandler eller jurist til borger – simpelthen for ikke at overbelaste borger. Selvfølgelig tager det lidt mere tid. Men den tid bør man unde sin borger.

Dialogtolk: simultant og konsekutivt

Den udbredte metode med at skifte mellem hvisketolkning simultant til borger og høj, klar tale konsekutivt den anden vej skyldes, at der jo på den anden side af bordet gerne sidder flere mennesker (fx et udvalg eller alle juristerne i retten). Dem kan tolken ikke alle sammen hvisketolke til uden udstyr.

Det er dog set på det senere, at danske dommere forventer simultantolkning begge veje: Det vil indebære, at tolken skal overdøve borger, anklaget eller vidne – og det kan umuligt være godt for deres mulighed for at udtrykke sig. Det er desuden teknisk umuligt, for hvordan skal denne dialogtolk så kunne høre borger?

Hvisketolkeudstyr

Men institutionerne kunne faktisk godt vælge at udstyre dagens dialogtolk med et hvisketolkeanlæg: Det er billigt at leje og ankommer i en fiks lille kuffert. Man kunne sågar indkøbe udstyret til institutionen. Det ville gøre tolkningen mere flydende. Vi har bare aldrig set det gjort i Danmark.

Ved domstolene i Sverige har tolke adgang til høretelefoner (retten glemmer bare at fortælle de tolke det, hvis de ikke ved det i forvejen). Det er et fantastisk arbejdsredskab at kunne skille input og output ved at tage høretelefonerne på det ene øre og lade det andet øre fri.

 

Hvad er fordelene ved tolkekabine?

Tolkekabine lydisolerer tolkeholdet ved jeres konference. Det er en måde at klæde tolkene ordentligt på til vores ihærdige arbejde for jer. Vores tolkeformidler kan hjælpe jer med at leje en tolkekabine og en tolketekniker, som er til stede under hele mødet og pakker det hele pænt ned igen.

Undgå overbelastning af tolkene

Lydisolering af inputtet er af stor vigtighed, fordi vi hele tiden holder et øre fri til at monitorere vores eget output, mens vi får input fra taleren gennem høretelefon over det andet øre. Hvis tolkene ikke er lydisoleret, hører de inputtet på begge ører.

Det forstyrrer tolkenes arbejde og overbelaster tolkene, hvis de ikke har mulighed for at holde input og output adskilte. Og overbelastning af tolkene er ikke blot værd at undgå af helbredshensyn: Det er også nødvendigt for, at tolkene kan levere tiptop igennem hele mødet.

Simultantolkning er i forvejen så mentalt krævende en aktivitet, at alt bør gøres for at undgå unødig overbebyrdning.

Undgå støj i salen

Lydisolering af outputtet er desuden vigtigt, fordi tolkningen ellers kan forstyrre de mødedeltagere, der ikke bruger tolkning. For så kan de høre tolkenes stille tolkning bagerst i salen igennem rummet.

Meningen er jo, at kun tolkebrugerne kan høre tolkningen igennem deres høretelefoner. De er en del af det tekniske udstyr, som vi gerne hjælper jer med at arrangere.

Tolkekabine for et godt produkt

Vi vil gerne have, at I finder pengene til et leje rigtigt tolkeudstyr. Det rigtige udstyr til en konference af enhver art er en tolkekabine.

Det stiller krav til jeres budget. Og det er simpelthen for at kunne gøre et godt stykke arbejde for jer.

Uden tolkeboks i særlige situationer

I visse situationer kan vi godt acceptere at arbejde uden kabine: med hvisketolkeudstyr ude i salen. Men det er bedst ikke at gøre det af sparehensyn. Egentlig er tolkning uden kabine beregnet til mobil tolkning under fx rundvisninger – eller til en enkelt tolkebruger eller to, som vi kan sidde skråt bagved.

Her ser du en hvisketolk fra Tolkene.dk i en kortvarig situation med flere tolkebrugere. Det var en udbrydersession i forbindelse med en stor konference med tolkebås i salen.

Her brugte vi ikke typen mobilt turguideudstyr: Teknikfirmaet, som vi samarbejder med, havde opsat fast tolkeudstyr i hvert lille lokale, men uden tolkeboks. Fordelen ved det var, at forbindelsen er bedre gennem kabler end med lydbølger, som kan kollidere med alt muligt andet, som foregår i store konferencevenues.

Sådan fungerer konferencetolkning

Når vi sidder i en tolkeboks, sætter vi høretelefonerne på skrå. Så får vi talerens tale ind ad det ene øre, imens vi med det andet øre kan høre os selv tolke. På den måde kan vi skelne bedre, end hvis vi sidder ude i lokalet, hvor input og output blandet sammen.

I kabinen kan vi afløse hinanden uden først at skulle vikle mikrofonens headset ud af hår og briller, ørenringe og tørklæde. Der er ikke et sekund at spilde, når man simultantolker. (Vores aktuelle leverandør af hvisketolkeudstyr er dog bedre end vores forrige leverandør til at sende flere mikrofoner med i hver tolkekuffert.)

Vi kan også bedre udveksle regibemærkninger uden at forstyrre, hvis vi sidder i en tolkebås: Vi trykker os bare ud af anlægget imens. Og kabinemakkeren kan bedre hjælpe undervejs. Den tolk, der ikke er i gang med at tolke, har jo tid til at notere tal, slå ord op eller tjekke ting i det materiale, I har udleveret til os. Den hjælp fungerer ikke ude i det åbne rum.

I kabinen bliver vi ikke forstyrret af, at ethvert publikum småsnakker med hinanden. Og vi generer ikke den del af publikum, der ikke har brug for tolkning. For kun vores brugere i salen kan høre os. De lytter til os i deres egne headsets med høretelefoner.

Hvad er forskellen på simultantolk og konsekutivtolk?

Tolkeformer er der flere af, for en tolk kan arbejde på forskellige måder ved forskellige former for møder. Vi kalder det simultantolk henholdsvis konsekutivtolk, når vi skelner mellem samtidig levering og efterfølgende tolkning. Og det hedder ret beset konferencetolk eller derimod dialogtolk, når det er mødetypen, det handler om. Og vi taler om kabinetolk og hvisketolk, når fokus er på lydteknik og opsætning.

Tolketype: simultantolk

En simultantolk oversætter i realtid, mens taleren taler. Vi lægger os lige i halen af taleren og følger med over stok og sten. Det lyder umuligt, men

Konferencetolkning til stormøder og fjerntolkning via online-forbindelser på dertil indrettede platforme er som regel simultan. Kabinetolkning og hvisketolkning er altid simultan.

Tolkeformer som simultantolkning kræver teknisk udstyr, medmindre tolken kun skal hvisketolker til en enkelt bruger eller to og sidder skråt bag dem. Det kan være den anklagede eller vidnet i en retssag. Det kan også være en delegeret eller to i et større møder, hvor de som de eneste ikke mestrer det fælles sprog.

Tolketype: konsekutivtolk

En konsekutivtolk oversætter, når taleren tier. Det kan enten være efter hver sætning eller korte talebidder: Det gør vi fx i kursustolkning. Og ved domstolene, når det er den anklagede eller vidnet, der taler til salen (når det er den anden vej, bør tolken kunne hvisketolke simultant). Eller for socialforvaltning og sundhedsvæsen.

Det kan også være, når hele talen er færdig. Vi tager støttenoter undervejs og kan godt reproducere ti minutters talestrøm. I kan få noterne bagefter, hvis I er utrygge ved, at de forlader jeres område.

Tolkeformer ved konferencer

Vi tolker gerne konsekutivt ved konferencer. Men det er ekstremt sjældent, at kunderne vælger den form. Den tager selvsagt dobbelt så lang tid og fungerer sjældent nær så godt.

Til gengæld kræver den intet særligt udstyr: Vi overtager bare talerens mikrofon.

Hvorfor kan I ikke hvisketolke klos op ad publikum?

Fordi publikums snak forstyrrer os, og vores tolkning forstyrrer publikum. Når publikum giver sig til at tysse på os og gøre fagter, har vi misèren. For så mister vi koncentrationen, og tolkningen bryder sammen.
Det, som I sparer i meter, mister I ved produktet. Er lokalet for lille til at placere hvisketolkene på afstand af publikum – så har I valgt for lille et lokale.

Hvorfor kan I ikke hvisketolke flere sprog i samme lokale?

Fordi så kan både talere, tolke og publikum høre mindst tre talestrømme på én gang. Talerne bliver stressede og forvirrede. Tolkene bliver stressede og kan dårligt tolke. Publikum bliver stresset og irriteret og får intet ud af de tolkede taler.
Det er galt nok at mangle tolkekabinens lydisolation. Det går ud over tolkeproduktet. Det er decideret uansvarligt at smide flere hvisketolke ind i samme lokale og bede dem køre løs. Det er ikke muligt at tolke fornuftigt i den situation. Og det er træls for både talere og tilhørere.

Hvad kan vi selv gøre for at sikre god tolkning?

En god tolkekunde sikrer de arbejdsforhold, som er nødvendige, for at tolkene kan gøre deres arbejde. Så klarer tolkene resten.
En dårlig tolkekunde gør det svært eller ligefrem umuligt for tolkene at gøre deres arbejde. Det kan være arrangøren, som ikke vil leje en tolkekabine eller betale for et tolkehold.
Det kan være taleren, som taler engelsk uden at mestre sproget så godt som sit modersmål. Og taleren, som remser tal op uden sans for, at det er umuligt at følge med i for publikum og tolke. Det kan være taleren, der læser op i fuld fart fra et manuskript uden at udlevere det til tolkene. Det er i forvejen en meget dårlig kommunikationsform. Eller taleren som springer rundt i det manuskript, tolkene har at holde sig til.
Vi vil gerne gøre et godt stykke arbejde. Hjælp os med at hjælpe jer.

Det er der da aldrig nogen, der har bedt om før?

Er der virkelig ikke? Har ingen fortalt jer om fordelene ved at bruge tolkekabine, når tolkningen ikke foregår mobilt? Har ingen fortalt jer, at simultantolke skal afløses hver halve time?
Det burde de have fortalt jer. Men måske vidste de det heller ikke selv. Og så har I virkelig haft fat i bunden af branchen.
I Spanien, hvor vi også tolker, tør bureauerne ikke stille krav til kunderne. Bureauerne er bange for at gå glip af opgaver og ser måske kunderne som chefer, man ikke må sige imod. Resultatet er kaos.
Som tolk møder man frem uden at vide, hvad man skal tolke om. Selv sprogene kan man få oplyst forkert af bureauet, når autoritetstroen vinder over fornuften. Man må som tolk hele tiden slukke ildebrande og finde på kreative nødløsninger for at få det hele til at fungere.
Sådan skal det ikke være. Det er bureauets opgave at få kunden til at forstå, hvad det kræver at få en god tolkeoplevelse.

Kan I ikke bare dele værelse?

Aldrig i livet. Når vi skal overnatte i nærheden af opgaven, skal I booke et hotelværelse til hver af os. Det kan I tit få til en fornuftig penge på selve konferencestedet.
Vi deler ikke værelse med hinanden. Vi rejser land og rige rundt på job og har krav på privatliv hver nat. Og vi får rigeligt med nærhed ved at sidde klinet op og ned ad hinanden i kabinen.
Tænk også på, hvordan det vil gå ud over tolkningen, hvis vi sover dårligt. Vi skal have fred, når vi har fri. Ellers kan vi ikke levere toppræstationer.

Hvad forventer I af os?

Vi elsker et godt samarbejde. Vi kan godt lide kunder, der respekterer vores arbejde og vores faglighed. Vi synes, det er rart med kunder, som godt vil leje det nødvendige udstyr. Vi kan godt lide kunder, som vil betale, hvad det koster, uden at slå sig i tøjret.

Hvorfor er I så ufleksible?

Det er vi faktisk heller ikke. Vi gør alt for at tilpasse os jeres behov – så længe det ikke hindrer os i at give jer en god vare. En del af vores opgave består i at redde jer fra jer selv, så I ikke står med en vare, der ikke dur. Det ville jo være katastrofalt.